I samtale med naturen

Per Bak Jensens motiver dækker et bredt spektrum og er meget forskelige. Men hvis du tager sig tid, så åbner der sig en sammenhængende verden. Wenke Röschmann, der er i praktik hos Museum Kunst der Westküste, har talt med kunstneren om det, der forbinder hans værker, hans ungdom og bagudskuende kunst.

 

 

Lad os starte med begyndelsen. Du begyndte allerede at fotografere da du var ti år gammel. Var der et tidspunkt, hvor du vidste, at du havde fundet dit kald?

 

Dengang havde jeg ingen anelse om noget som helst. Jeg var enebarn i en familie, der boede i et meget fattigt kvarter i København. Barndommen uden søskende betød, at jeg var meget alene, men jeg var aldrig ensom. Jeg var bare et barn, der ville finde sin egen vej. Jeg havde mange venner, men ingen nære venner. Det gik fint i skolen, men jeg havde aldrig en intension om at tage en boglig uddannelse. I stedet var jeg interesseret i at tage toget til stranden og så bare gå rundt og kigge på alting.

 

I mine tidlige bøger skrev jeg selv meget, blandt andet om følelsen af at være alene i verden, og at have det godt med det og om ikke at have behov for andres selskab. Jeg har ikke brug for at være pioner, der er pionerer nok og mange, der gerne vil være pioner. Verden har ikke brug for en til.

 

De fleste af dine fotografier har en fast titel. Hvordan ser processen ud fra værk til titel?

 

Normalt tager jeg ikke mange billeder. I marts var jeg på Föhr og jeg tog tre billeder. De fleste billeder tog jeg over fire eller fem dage.

 

Jeg går helt enkelt omkring og ser, om der er noget, der taler til mig. Jeg ved godt, at det lyder skørt, men du kan jo selv prøve det og så vil du se, at tingene omkring dig taler til dig. Verden taler til os, fordi den venter på, at vi gør et eller andet. Jeg ved ikke, hvad det er, men der er et eller andet omkring os. Vi kan ikke se det, men vi kan mærke det. Og nogle gange kan vi endda mærke det meget tydeligt. Når jeg kan mærke noget meget tydeligt, så tager jeg et billede.

 

Efter jeg har taget billedet lægger jeg det væk og kigger ikke på det igen før efter to eller tre uger.

  

For at få en smule afstand.

 

Ja, for når jeg venter et par uger, så er jeg et andet menneske. Jeg har udviklet mig, idet jeg har bevæget mig bagud eller fremad alt efter, hvilken retning jeg har taget. Så søger jeg en indgang til billedet. Alle billeder har en indgang. Det kan for eksempel være det første du ser på et billede.

 

Lad os for eksempel antage, at du har fotograferet et bord og på bordet står en blomst. Så er den mørke skygge på den hvide flade iøjnefaldende. Vi kan så sige, at den sorte vase er indgangen til billedet. Uanset hvad indgangen består i, er det titlen på billedet. Det kunne altså i eksemplet hedde Blomster.

  

På den måde kan folk finde en indgang til billedet.

 

Ja. Nogle gange fungerer det, men ikke altid. Der er ikke noget, der virker hele tiden. Så forbinder jeg titlen med datoen eller stedet, hvor jeg har taget billedet. Hvis det er et isbjerg, så kunne titlen være Isbjerg. Det kunne også hedde Grønlands vestkyst.

 

Per Bak Jensen, Disko Bay, 2007, © Galleri Bo Bjerggaard and the artist, VG Bild-Kunst, Bonn 2023, Foto: Lukas Spörl

 

Der er nogle mennesker, der har set mange af mine udstillinger og bøger og som har talt værkerne. Der er faktisk 500 forskellige billeder med 500 forskellige titler.

 

Det er mange titler.

 

Ja, men det har taget mig over 60 år at lave de 500 billeder. Det er otte billeder i året.

 

I udstillingen vises ikke kun dine billeder, men også flere af dine digte. Hvad er sammenhænge mellem digte og billeder?

 

Det jeg har skrevet, hvad end det er til ophæng på væggene eller til katalogerne, er det, jeg føler, når jeg går ud og tager billeder. Som menneske gør vi os hele tiden tanker om dette eller hint. Vi overvejer ting. Vi tænker over, hvor vi er, hvad vi føler og, hvad vi møder i livet.

 

Hvis du for eksempel betragter det her træ. Det er så let at se, at det handler om et levende væsen. Et træ har grønne blade, der efter nogen tid bliver gule og falder af. Efter 200 år dør træet. Det er levende og det samme gælder for et bord. Det har også et liv.

 

Måske stammer det her bord fra et træ og måske vil bordet, når det forsvinder, ikke bare forsvinde. Det bliver måske til noget andet. Det er grunden til, at jeg taler om det. Alt omkring os forsvinder langsomt mens det samtidig bliver født på ny. Og når du begynder at betragte træerne på den måde bliver de bagudskuende, bordet ser bagud i tiden.

 

Du begynder at tænke over, hvad meningen med livet er. Hvorfor er jeg her? Hvad skal jeg stille op med mit liv? Og hvis du kan koncentrere sig om det, så har du en ven i træet, en ven i bordet og du bliver en del af en helhed.

 

Per Bak Jensen, Drømmen / The Dream, 2012, © Galleri Bo Bjerggaard and the artist, VG Bild-Kunst, Bonn 2023, Foto: MKdW

 

Det lyder lidt som den visdom mennesker, der mediterer har, men det har intet at gøre med meditation. Hvis mennesker når frem til det samme igennem meditation, så er det helt fint. Det spiller ingen rolle. For når du har fundet det, så er det ikke kun noget, du holder af eller foretrækker, men noget du vil være.

 

Du bliver som du tænker. Hvis du tænker negative tanker, så bliver du negativ. Hvis du tænker positivt, så bliver du positiv. Det går dybere end som så, men hvis du tænker over det alt sammen, så kommer ordene nogle gange til dig. Jeg ved ikke, hvor de kommer fra.

 

Du underviste længe på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Hvordan har kontakten til de studerende påvirket din kunst og din måde at betragte kunst på?

 

Jeg har været lærer i omkring 30 år, så det er længe. Men jeg har lært mere af de studerende end de nogensinde har kunnet lære fra mig. De studerende har måske, men kun måske, lært noget om kunst, fotografi og teknik. Jeg har derimod lært noget om mig selv. Jeg er meget taknemmelig for den undervisning, jeg har givet, fordi den har vist en anden side af mig selv. Jeg har lært at jeg har et vist temperament, der kan gøre mig til et andet menneske og jeg kunne se, at det ikke var godt. Jeg ændrede mig altså, fordi jeg blev undervist af de studerende.

 

Man kan ofte læse, at du ikke bearbejder dine billeder. Hvordan kan det være?

 

Det er ikke helt rigtigt. Du kan gøre mange ting med et billede. Men det jeg normal gør, når jeg begynder at bearbejde et billede, der jo i dag er digitalt, er at finde ud af, om farverne er i orden. Så vælger jeg automatisk farvekorrektur, men det fungerer som regel ikke. Jeg bestemmer altså selv, om jeg vil gøre farverne køligere eller varmere eller om jeg vil ændre kontrasterne. Nogle gange tilskærer jeg også billederne lidt for at få billeder med forskellige former. Det er fint, hvis de skal hænge på den samme væg. Jeg fjerner naturligvis også støv fra billederne.

 

Men det er det hele. Jeg manipulerer ikke billederne, så ville de jo blive fantastiske, nærmest perfekte.

 

Men det er ikke formålet.

 

Nej. Måske er det formålet for mennesker, der gør det. Det må man så spørge dem om. Men jeg vil ikke stå på bjergets top [i sammenhæng med Vandrer over Tågehavet af Caspar David Friedrich], jeg vil hellere være nede i dalen sammen med alle de andre mennesker.

 

Naturligvis er det også interessant for mig at se sådan nogle værker, fordi det giver mig større bevidsthed og klarhed om, hvad jeg ikke gør. Det kan måske på sin vis gøre mig stærkere. Set fra det synspunkt er jeg taknemmelig over, at der findes nogen, der gør det anderledes, end jeg gør.

 

Der er åbenbart en stor forskel mellem dine tidlige billeder, som du har lavet i New York og Phoenix, og dine nyere landskabsfotografier. Hvornår begyndte du at beskæftige dig mere med naturen og hvorfor?

 

Jeg forstår godt, hvad du mener, men sådan arbejder jeg ikke. Jeg har ikke nogen klar eller entydig forestilling i hovedet. Jeg er ikke begyndt at arbejde med sort-hvid-fotografi på et bestemt tidspunkt for så bagefter at arbejde med landskabsfotografi og så skifte til farvebilleder og bymotiver og så senere igen landskaber.

 

Per Bak Jensen

Per Bak Jensen, Skygge - Dickson ford, Shadow - Dickson ford, 2011, © Galleri Bo Bjerggaard and the artist, VG Bild-Kunst, Bonn 2023

 

Jeg bevæger mig hele tiden frem og tilbage. Jeg er sikker på, at der går en rød tråd igennem alle mine billeder, men den lige linje opstår ikke, fordi jeg har skriftet fra en retning til en anden. Jeg kan stadig i dag gå ud og tage sort-hvid-billeder eller tage billeder af bymotiver, et havlandskab eller et hvilket som helst andet landskab.

 

For mig er noget helt andet vigtigt, nemlig hvad der taler til mig.

 

Tusind tak for din tid.

 

 

Udstilling Per Bak Jensen - Humming Earth, Foto: Lukas Spörl