Fuldkommen opslugt
Der var så meget at se og endnu mere at fortælle, at kollegerne måtte mig huske på, at museets lukketid lå bare tre minutter fremme i tiden. Vi havde glemt tiden og var fuldkommen opslugte af fortiden og af utallige historier, der hver gang viste sig at have flere lag. Dejlige, overraskende og tankevækkende lag. Fide Strucks (1901-1985) fotografier opstod i en overgangstid fra Weimarrepublik til nationalsocialisme. Motivationen og baggrunden for tilblivelsen af fotografierne er stadig uklar.
Fide Struck, havnearbejdere venter på, at auktionen begynder, omkring 1932
Stikkende skarpt
”Det er utroligt, hvor skarpe billederne er!” Sætningen hører jeg ofte under de offentlige rundvisninger på MKdW. Under vores rundtur gennem udstillingen Skipperhue og fine tråde – Fide Struck fotograferer arbejdet langs vandkanten 1930-1933 lige inden jul lavde jeg selv mærke til det samme. For eksempel ved fotografiet af havnearbejderne, der hænger i forreste del. Selv mændene i bagerste række, der titter frem fra fiskeautionshallen, er tydeligt at se. De taler sammen og der bliver røget. Manden forrest med cigaretten i mundvigen har en æske, der rager ud fra brystlommen, hvori han har sin tobak. ”Werschen-Weißenfelsen“ står der og skjult i lommen burde der stå ”Braunkohle AG“. For sådan hed minedriftsvirksomheden fra Halle an der Saale, der var aktiv frem til 1940. Det er den slags små ting, du finder overalt i Strucks fotografier. Måske var manden tidligere minearbejder før han flyttede til havet og blev havnearbejder i Altona eller ”Schauermann”, som det hedder på tysk. Det kommer fra det nederlandske ”sjouwer“, der betyder ”hårdtarbejdende”. Sådan kaldte man de arbejdsmænd, der var ansvarlige for at laste og losse skibene. Og mændene på fotografiet venter netop på, at skulle i gang. De virker afslappede og det var sikkert også intentionen og de griner lidt mere end de plejer. Det var jo ikke hver dag, at de blev fotograferet.
Arbejde, kunst og reportage
De hårdtarbejdende i fiskeauktionshallen poserer foran kameraet. Fide Struck, der dengang var i begyndelsen af 30´erne, uddannet bogholder i Berlin og som havde været arbejdsløs siden sommeren 1932, søgte de øjeblikke vi sjældent bemærker. Han fastholdte tolderen, der betræder det gyngende skib lastet med frisk fisk, fotograferede havnearbejderne mens de flyttede ål, sild og rødspætter og derefter fiskekasserne, der stod på rad og række i de mennesketomme haller. Højdepunktet i reportagen er fotografiet af aktionarius med løftet hoved og auktionsstokken i hånden, han brugte til at pege på sælger under auktionen, som kigger skråt forbi os. Han er omringet af købere og gastronomer og mellem dem står havnearbejderne, nu som tilskuere. Billedet er fyldt med knitrende spænding – hvem får solgt sin fisk? Fide Struck var en fantastisk fortæller.
Nogle gange bemærker vi hans interesse for at eksperimentere med fotografiet. Så ser jeg, hvordan en nøgternhed og en strenghed pludselig dukker op midt i al postyret. Som ung mand lærte Struck at fotografere i kunstnerkolonien Gildenhall ved Neuruppin, en slags tysk kommune. Her levede og elskede han, især kommunisten Else Großmann, men det er en historie for sig, og lærte det fotografiske håndværk fra Curt Warnke, en fotograf man stadig i dag ved meget lidt om. Struck var præget af progressive omgivelser og avantgardefotografiets nye syn på verden i 1920´erne og 30´erne, der selv er at spore i hans senere billedsprog.
Fide Struck, auktionarius med auktionsstok, hvormed han tildeler en fisker slutprisen, omkring 1932
Fide Struck, fiskekasser med hver 50 kilo, omkring 1932
Pladekanter
For det meste arbejdede han med et pladekamera. Motiverne, som Fide Struck indfangede på fiske- eller grønsagsmarkedet, røgeriet eller værftet, blev ikke fastholdt på celluloid men på glas. Når kanterne på billedet er mærkeligt bløde og bølgede så skyldes det den lysfølsomme film, der til dels løsnede sig fra pladerne. Alligevel betragtes proceduren som meget robust: Selv efter 90 år fremstår fotografierne i særdeles god kvalitet på glasnegativerne og de giver et værdifuldt indblik i en anden tid. Det er en stor gevinst for udstillingen. Tidligere måtte de scannes og bearbejdes, hvor det var nødvendigt. Opbevaringen af fotopladerne var langt fra optimal. Jeg kommer tilbage til kufferten, hvori de lå opbevaret i mange år senere. Elke Schneider, der er fotograf på Altona Museum, tog sig med kærlig hånd af det komplekse arbejde med at fjerne snavs, små ridser eller brud på glasset. Arbejdet med det gamle billedmateriale krævede meget stor indfølelse og tålmodighed og var præget af en lang række beslutninger. Hun måtte ofte vurdere, om revnen øverst i venstre hjørne eller pletten øverst i højre hjørne skulle understrege billedets historiske karakter eller, om de bare var forstyrrende.
I de fleste tilfælde vandt det historiske argument. Vi må og skal kunne se på fotografierne, at de er gamle og har en bevægende fortid.
Pladekamera (til venstre) og rullefilmkamera (til højre), fra 1920´erne/1930´erne, udlånt af Ane Ingwersen, Wyk, fra udstillingen på MKdW, foto: Lukas Spörl
På sporet af historien
I 1942 gemte Fide Struck sine negativer væk i en kuffert og gjorde det muligt for eftertiden at se fotografierne. Kufferten overlevede krigens kaos og forblev ubeskadiget af bomberne og af flere flytninger indtil den i 2005 nåede frem til hans yngste søn Thomas. Struck junior (født i 1943) ignorerede kufferten i begyndelsen og anede måske, hvor medtaget billederne ville gøre ham. Først senere i 2015 åbnede han kufferten og åbnede dermed også op ind til sin egen fortid. Udstillingen på Museum Kunst der Westküste er den anden af Fide Strucks fotografiske værker efter udstillingen på Altona Museum i Corona-året 2020.
Overrumplet af historien
Under forberedelserne til udstillingen viste det sig, at Strucks fotoreportager i oktober 1933 delvist var blevet trykt i tidsskriftet ”Arbejde i billeder og tid” (ABZ). Vi undrede os for det var jo mens nazisterne var ved magten. Hvordan kunne det lade sig gøre? I Strucks fotografier var der ingen nazistsymboler og efter alt, hvad vi vidste (og ved) betroede han sig til venstrefløjen. Dertil kommer, at fotografier af arbejderne var venstrefløjens idé – revolution nedefra! Arbejderne skulle sørge for afskaffelse af ejendomsretten og de skulle tydeliggøres i medierne. Jeg var overrumplet.
Nogle gange ligger ekstremerne tættere på hinanden, end man tror. Vi fandt du af, at ”ABZ” var efterfølger til ”AIZ” (arbejdernes illustrerede avis). I begyndelsen af 1930´erne var det den mest læste avis i Weimar Republikken og indeholdte praktiske tips til husholdningen, løbende nye kapitler i en roman og motiverende ord til arbejderne. Fokus lå dog på fotoreportagerne, der fulgte den kommunistiske grundtanke og stillede skarpt på økonomiske succeshistorier eller kapitalistisk undertrykkelse i kolonistaterne. AIZ var uden tvivl larmende og satte høje kunstneriske krav: Man brugte modigt store mængder af fotografier, og vi kan forestille os, at Fide Struck fandt sin inspiration netop her og selv forsøgte, at blive offentliggjort i bladet.
Med afskaffelsen af pressefriheden under nazisterne emigrerede AIZ´s redaktion til Prag. Tilsyneladende var bladet ”too big to fail” i hjemlandet og nazisternes selvsikkerhed skrøbelig. Med brug af en tilsyneladende ”efterfølger” til bladet ville man diskret og underbevidst liste de nationalsocialistiske tanker ind hos arbejderne i KPD. Ved første øjekast lignede ”ABZ” forgængeren, men forehavendet lykkedes ikke. I november 1933 ophørte avisen med at eksistere og i samme måned konsoliderede nationalsocialisterne deres magt ved Rigsdagsvalgtet og en ulykkelig tid begyndte.
Målet helliger midlet
Når jeg betragter de mænd og kvinder, der smiler til fotografen på billederne og, som kigger ud på os og således slår bro til nutiden, er det vanskeligt at forstå, hvordan billederne dengang blev brugt. Hvordan så netværk og distributionsvejene ud for journalistiske fotografier dengang? Hvordan er Fide Strucks fotografier helt nøjagtigt landet i ”ABZ”? Svarene svæver endnu i det uvisse.
Men tilbage til fotografierne. Fide Struck viser ikke arbejdshelte, det er der helt andre billeder, der gør. Han viser heller ingen fattigdom og han tematiserer kun marginalt de prekære forhold. Struck laver ingen propaganda i nogen politisk retning. I en tid med politiske ekstremer skaber han billeder, der i sig selv ikke bærer præg af det radikale miljø dengang. Det gør dem både gode, nærværende og tilgængelige for os i dag. Fotografierne fra fiskemarkedet og forarbejdelsen af fisken gav ”ABZ” anledning til at prise den tyske økonomi, der endelig igen tog fart. Fide Strucks levende billeder, deres fantastiske fortællende kvalitet og fotografens empatiske blik lod sig ikke ødelægge af den endimensionale narrativ. Det er derimod som om de har et pulserende egetliv. Alligevel helligede midlet dengang målet. Desværre.
Fide Struck, fiskeauktion: Midterst til venstre skriveren i lys jakke med protokolhæftet, til højre for ham står auktionarius i mørkt jakkesæt og mellem de to står en kvinde og kigger ind i kameraet, omkring 1932
Fide Struck, fisken forarbejdes, sælgere og købere ved disken, omkring 1932
Analysen af Fide Strucks fotografiske værker er fortsat i gang.
Dr. Pia Littmann, kurator for udstillingen Skipperhue og fine tråde – Fide Struck fotograferer arbejdet langs vandkanten 1930-1933
Alle værker i denne artikel:
© bpk-Bildagentur – Fide Struck (Samling Thomas Struck)
Links til fortsat læsning:
Indslag på TV:
- 25.9.2023, NDR Kultur - Das Journal
- 2.10.2023, Schleswig-Holstein Magazin
Mere om udstillingen på YouTube:
- Digital rundgang i udstillingen på Altona Museum (22.1.2020 til 14.6.2021)
- Introduktion til udstillingen på Museum Kunst der Westküste (24.9.2023 til 8.9.2024)