Navnet Piet Mondrian er uvægerlig forbundet med forestillingen om abstrakte geometriske billedverdner – men hvor har den hollandske avantgardemaler sine rødder? Hvilken rigdom kan det hollandske landskabs- og genremaleri udfolde i tidsrummet fra ca. 1840 til 1930? Spektret spænder lige fra de tidlige års romantiske strømninger over Haag-skolen omkring Jozef Israëls til de impressionistiske, symbolistiske og ekspressionistiske tendenser omkring og efter 1900. Hvor malere som Hendrik Willem Mesdag og Charles Rochussen knytter an til det 17. århundredes landskabstradition og udvikler nye kvaliteter i frilandsmaleriet, da fokuserer kunstnere som Johannes Zoetelief Tromp, Bernardus Blommers og German Grobe snarere på menneskene og deres livsverden. Isaac Israëls, Henricus Johannes Kuijten, Jean A. Pollones og Jan Toorop er derimod indstillet på større maleriske eksperimenter. Det er i denne kontekst, man kan lokalisere Piet Mondrians begyndelser.
