CAROLINE HAMMER Rejser omkring atelieret

27. februar 2011 til 22. maj 2011

Danskeren Caroline Hammer (1832-1915) var den første kvindelige fotograf på nordsøøen Föhr og tilhørte samtidig den første generation af selvstændige, kvindelige atelierindehavere. Hendes friluftsfotografier fra perioden mellem 1860 og 1880 er den tidligste fotografiske dokumentation af nordsøbadet Wyk. Mens hun i sit strandatelier udførte portrætter af øens beboere og besøgende, fastholdt hun bygninger og Wyks promenade såvel som badevogne og sejlbåde, når hun gik på sine fotografiske strejftog i omgivelserne. Fra midten af det 19. århundrede fik det fotografiske erhverv et tydeligt opsving på grund af det praktiske portrætformat på såkaldte cartes de visite. Med natur- og arkitekturoptagelser skabte Caroline Hammer fotografiske souvenirbilleder. Med det nye billedmedium opdagede hun sin egen livsverden og brugte fotografiet som et markant udtryk for selvstændighed og frigørelse. Den omfangsrige præsentation af fotografier af Caroline Hammer og hendes efterfølgere, fotografer som Arthur Vianna de Lima (aktiv som fotograf 1886- 1990) og Wilhelm Dreesen (1840-1926), giver et levende indblik i fortiden af havbadet Wyk og er samtidig et grundlæggende bidrag til den dansk-tyske fotografi- og kulturhistorie før 1900.

Der udgives et katalog i forbindelse med udstillingen.